Lidt om Hannibal:

Som nye myndeklub medlemmer vil vi her berette, hvor besværligt og sindsoprivende, det kan være at få en mynde.Vi har i forvejen en afghansk mynde, Daisy, ikke en helt rigtig mynde, vil nogen måske sige, men vi er alligevel blevet grebet af dens sind og væremåde. Det er en tæve på nu 6 år og hun har bestemt hendes særheder, for sin egen det er hun. Vi synes selv, det er den smukkeste afghaner der findes, men har efterhånden accepteret at udstillings dommere ikke er enige med os, men hvad ved de om det, de kan jo ikke se hvor smuk og dejlig hun er, når hun ligger hjemme på sofaen. Da vi også er blevet bidt af udstilling fandt vi ud af, at det var på tide at få en ny hund, det skulle selvklart være en mynde. Der er dog en "mindre" ulempe ved afghaneren og det er det store pelsarbejde. Så vi gik på udkik efter en anden mynde race og faldt for salukien, som vi synes er mindst lige så elegant og majestætisk som afghaneren. Vi kontaktede en opdrætter og fandt ud af at saluki ikke er en hund (undskyld vi glemte at saluki ikke er en hund men simpelthen en saluki) noget man få fat i fra den ene dag til dag anden. Efter nogen tids overvejelse nåede vi frem til at det var saluki vi ville ha'. Vi kontaktede atter opdrætteren, da vi var blevet varm på især hendes salukis, og kom på venteliste til en tæve. Og vente det kom vi til. Det var hårdt først at vente på at tæven skulle komme i løbetid og bagefter vente på at høre om parringen havde givet resultat. Vi havde hørt så meget om tæver, der gik tomme, så vi var lykkelige, da opdrætteren fortalte at nu var hun sikker på, at tæven var drægtig. Så ventede vi på, at høre om når hvalpene kom og om der var en tæve til os, der var jo også andre på ventelisten. Vores skuffelse var mega stor da opdrætteren fortalte at nu havde tæven født 4 dejlige hvalpe, men desværre kun én tæve og den var tilegnet en, der havde stået på venteliste i længere tid end vi. På dette tidspunkt mistede vi tålmodigheden, vi måtte for en hver pris have fat i en saluki og det med det samme. Gennem nogle venner fik vi kendskab til en saluki-han i Norge. Efter kort tid at have overvejet, om vi kunne have en han sammen med vores tæve ringede vi til kontakt-personen og fik at vide at den var afsat. Stor skuffelse igen (Henrik var tæt på at købe en labrador), men kontakt-personen fortalte om en kennel, der næsten lige havde fået hvalpe. Vi kontaktede kennelen og fik at vide at de havde 2 stk 9-ugers saluki (en han og en tæve) og fik travlt med at planlægge en smuttur op til Norge. Henrik blev udset til turen og fik samtidigt fuldmagt til at vælge om det skulle være en han eller en tæve, hvis det skulle være . Der gik ikke mange øjeblikke, da Henrik først nåede frem til kennelen, før han bestemte sig til Hanni (han hunden) for Hanni kom farende og faldt ham bogstavelig talt om halsen. Hanni kom med hjem og han var ikke mere end lige kommet inden for havelågen før Tony fik samme omfavnelse, selv efter en køretur på 15 timer. Også i dag giver han alle mennesker han møder denne kærlige omfavnelse (selv dyrlægen) og kan ikke forstå, at ikke alle han møder på gaden synes, det er rart. Hanni kan heller ikke forstå at små pomeranier ikke synes, han er sjov at lege med, selv om han rigtig gør sig til. Så er det godt at "dutteren fra Hasseris" (også kaldet Echo) vil lege. Det er en stor, flot greyhound og han er Hanni's bedste legekammerat. Så I kan nok se vi har fået vores hjem "invaderet" af en meget aktiv, livlig og utrolig nysgerrig men også meget kærlig saluki. Selv vores gamle cocker, Pelle, har accepteret Hanni. Dog brokker Pelle sig meget højlydt når Hanni udøver sin færdighed som underulds-kam på ham. Daisy og Hanni tager også nogle ture. Vi ser helst, at det foregår udendørs, hvad der ikke altid passer mynderne, som synes det er sjovest at lege "jorden er giftig" i hjørne sofaen. Så når alt kommer til alt er vi glade for den måde tingene flaskede sig på, for vi er utrolig glade for Hanni og glæder os til at have ham med på udstillinger. Han er bestemt den smukkeste og dejligste saluki der findes og måske mener dommere det sammen. I må undskylde det blev så lang en historie, bare for at få lejlighed til at fortælle, hvor dejlig vores salukihvalp er og for at sige tak for den hjælp vi har fået undervejs. I kan også nøjes med at kikke på billederne.

Mange hilsner Henrik og Tony.